ROCKWOOL Group

Specification Sales Manager - Projektkonsulent til Jylland

Hedehusene Full time

Vi søger en projektkonsulent til at dække distriktet Jylland. Stillingen er målrettet projektmarkedet og kombinerer langsigtet salgsarbejde gennem relationsopbygning, specificering og tæt opfølgning på byggeprojekter med mere kortsigtede salgsaktiviteter. Din opgave bliver at identificere og realisere projekter her og nu, samtidig med at du opbygger og udvikler et stærkt netværk, der skaber grundlag for langsigtet vækst.

Du arbejder fra hjemmekontor med Jylland som dit distrikt. Størstedelen af din arbejdstid foregår dog ude hos kunderne – primært i de større jyske byer – hvor du mødes med entreprenører, rådgivere, arkitekter og andre interessenter.

Hvem er vi?

Rockpanel producerer og sælger facademateriale af høj kvalitet til byggeindustrien og er kendt både hos arkitekter, rådgivere, entreprenører og tømmerhandlerne. Rockpanel har hovedkontor i Holland, og er repræsenteret i flere lande i Europa. Det danske salgskontor er beliggende i Hedehusene og er en del af ROCKWOOL koncernen. Rockpanel har en flad organisation, hvor der er gode udviklingsmuligheder, stort ansvar og mulighed for at påvirke rollen.

I Jylland indgår du i tæt samarbejde med to erfarne kollegaer i regionen. I sparrer løbende om projekter, marked og muligheder og arbejder sammen om at styrke Rockpanels position på markedet.

Hvad indebærer rollen?

Rockpanel har ambitiøse vækstmål og søger derfor en selvstændig, målrettet og problemløsende kollega til at styrke vores specificerings- og salgsarbejde blandt arkitekter, rådgivere og entreprenører på projektmarkedet.

I rollen arbejder du tæt sammen med disse aktører gennem hele projektkæden – fra de indledende design- og skitsemøder til implementering på byggepladsen. Dit fokus er at udbrede kendskabet til og salget af Rockpanel’s facadeløsninger, primært via forskrivninger, og samtidig sikre, at vores løsninger bliver valgt og realiseret i flest mulige byggeprojekter.

Rockpanel tilbyder facadematerialer til en bred vifte af segmenter, og du kan derfor se frem til en varieret arbejdsdag, hvor du bruger en stor del af din tid hos kunderne. Du er skarp til at spotte muligheder og løsninger, lader dig ikke begrænse af “vi plejer”, og fungerer som en troværdig sparringspartner for arkitekter, ingeniører og entreprenører – samtidig med at du skaber værdi i samarbejdet med boligforeninger og kommuner.

Hvem er vi?

Du er en relationsskabende og resultatorienteret profil med gode kommunikationsevner og flair for byggetekniske løsninger. Du trives med opsøgende salgsarbejde og motiveres af at identificere nye muligheder, etablere relationer til nye kunder og udvikle samarbejdet med eksisterende.
 

Du evner at tænke kreativt og sammensætte løsninger, der skaber værdi og inspiration for dine kunder. Samtidig har du forståelse for projektmarkedets ofte længere beslutningsprocesser og arbejder struktureret og vedholdende gennem hele projektforløbet. Du formår både at arbejde langsigtet med specifikationer og relationer – og at gribe de muligheder, der opstår undervejs i projekterne, hvor du aktivt bidrager til, at Rockpanel bliver den foretrukne løsning.
 

Du er en stærk samarbejdspartner, der skaber resultater gennem tillid, faglighed og professionel rådgivning. Med din energi og dit engagement formår du at skabe tryghed for kunden gennem hele projekteringsfasen – fra de første dialoger til den endelige løsning er implementeret.
 

Derudover har du følgende kvalifikationer

  • Erfaring med salg og/eller indsigt i byggebranchen – gerne med netværk blandt rådgivere og/eller entreprenører
  • Erfaring med at præsentere løsninger og produkter hos kunder
  • Gode engelskkundskaber i både skrift og tale
  • Erfaring med CRM-systemer er en fordel
  • Teknisk forståelse for konstruktioner, facader eller andre designelementer er en fordel

Interesseret?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Business Manager Mikkel Langetoft-Nielsen på mikkel@rockpanel.dk.

Vi vurderer ansøgninger løbende og indkalder kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning via linket nedenfor hurtigst muligt men senest søndag den 26. april.

Forskelligartet og inkluderende kultur

Vi ønsker, at alle vores medarbejdere skal føle sig værdsat, respekteret, inkluderet og hørt. Vi beskæftiger 79 forskellige nationaliteter verden over og er forpligtet til at give lige muligheder for alle medarbejdere, fremme mangfoldighed og arbejder imod alle former for diskrimination blandt ROCKWOOL-ansatte.

Hos ROCKWOOL vil du opleve et venligt teammiljø. Vores kultur er meget vigtig for os. Faktisk omtaler vi vores kultur som “The ROCKWOOL Way”. Dette er grundlaget, som vi opererer indenfor og er baseret på vores værdier: ambition, ansvarlighed, integritet og effektivitet.